Føler du dig snydt?

Hvad kostede din paryk? 1.200 kroner? 3.500? 12.000? Synes du, at det var en OK pris i forhold til kvaliteten? Havde du overhovedet nogen ide om, hvad en OK pris ville være, da du købte den?

Jeg har en hel klar mening om visse ting. Betaler jeg f.eks. 1.500 kroner for et par sko eller 7.000 kroner for et par briller, så synes jeg, det er dyrt. Men hvad ved jeg egentlig, når jeg som kemopatient for første gang i mit liv skal handle hår?

Selv købte jeg paryk under den gamle (før 2008) tilskudsordning, hvor man i mit amt kunne få bevilget hele to parykker á 4.500 kroner. Reelt var der ingen, der skelede til prisen, og jeg fik parykken ’gratis’. Sådan oplevede jeg det, i hvert fald.

Men mange kvinder kommer i dag til at slippe en klækkelig egenbetaling for deres paryk, fordi tilskuddet ikke rækker. Og jeg er bange for, at der bagefter er nogle, der føler sig snydt.

Parykpriser er nemlig ikke ens. Den model, som man ét sted kan få til tilskudsbeløbet (i dag 3.341,50 kroner), er måske væsentligt dyrere et andet sted. Og hvem tænker på at sammenligne priser, når man står der i butikken som uerfaren køber, med håret bogstavelig talt i postkassen?

Hvis du endnu ikke har købt din paryk, så tror jeg, det er en god ide at ’shoppe’ lidt rundt blandt forhandlerne. Hvis du overhovedet orker det.

blog comments powered by Disqus